Et argument imod fonde

Årsagen til at fonde ofte er blevet brugt som form for organiseringer der beskæftiger sig med kollektivt ejerskab, så som Fonden Fristaden Christiania, er at det der står i fundatsen, altså fondens vedtægter, ikke kan ændres. Det opfattes som en fordel i forhold til at sikre fonden imod fjendtlig overtagelse, i modsætning til en forening, hvor vedtægterne altid kan ændres af foreningens øverste myndighed. Så selv om man skriver at formålet med en forening er en ting, kan fx en generalforsamling ændre det til at være den modsatte ting.

Denne fastfrysning af en fonds formål strider imod princippet om at utopiske foreninger er performative først, så ideen om at kunne låse en foreningspraksis fast på skrift, som en garanti imod misbrug, opfatter jeg som grundlæggende bagvendt. Hvis din forenings medlemmer vil ændre formålet til at være det modsatte af det oprindelige - så er stifternes problem ikke, at det kan ændres men at medlemmerne vil ændre det. Og den sitiuation kan enten opstå hvis stifternes oprindelige vedtægter simpelthen ikke var gode nok - at stifterne tog fejl. Eller også er foreningens levende praksis for længst sygnet hen. Det første er i fonden et demokratisk problem, og det andet er en potentiel risiko der følger af fundatsens fastfrysning.

At fjendtlige kræfter kan overtage foreninger er en reel fare, men at sikre det ved at fastfryse en forening på skrift - fordrer ikke en forenings vitalitet - måske kan det tværtimod blive et problem for den levende praksis.